Nyheder Rejsetips

Få flere oplevelser i din hverdag

Fornemmelsen af at være kommet hjem fra en rigtig god ferie og vide, at der kommer til at gå laaang tid, før der igen sker noget lige så spændende og eventyrligt. Specielt når vejret er gråt og regnfuldt herhjemme i lille Danmark, kan udlængslen eller længslen efter nye spændende oplevelser føles enorm. Når man er studerende og har begrænset økonomisk råderum, såvel som når man er fuldtidsarbejdende og kun har sine 6 ugers ferie, kan man ofte føle sig begrænset og fastlåst.

Men du kan faktisk få en masse oplevelser ind i hverdagen, hvis du bare tænker lidt kreativt. Det bliver måske ikke flere ugers backpackerferie, men akkurat nok til at du får nye input i hverdagens trummerum.

Spar på impulskøbene

Specielt som studerende går alle sparepengene til en længere sommerferie, til hyppige fredagsbarer og til at betale semestrets litteratur. Du føler sikkert, at du aldrig rigtig har nogle penge mellem hænderne, men hvis du kigger på dine kontoudskrifter over den sidste måned, går der enormt mange penge til småting – en caffe latté mig her og en pakke tyggegumme der. Det hele løber op. Prøv i stedet at hæve et kontant beløb i starten af ugen, som du må bruge til små impulskøb, det får dig til at tænke dig om en ekstra gang, før du køber noget. Ved at blive mere bevidst omkring dit forbrug, kan du nemt spare en 300-600 kr. om måneden – dvs. at du allerede har sparet sammen til en flybillet til en europæisk destination eller en havkajaktur på Københavns kanaler. Du kan evt. regne på, hvor meget du i gennemsnit bruger om ugen på småkøb. Dette beløb hæver du forud for ugen og deler op i to kuverter – det ene må du fortsat bruge løbende, mens den anden konvolut går til opsparing.

Ønsk dig oplevelser i gave

Man får en bunke fødselsdagsgaver, julegaver, indflyttergaver, værtindegaver etc. hvert år, og ofte er det med besvær, at man finder på nogle ønsker, der kan passer til et budget på 100-200 kr., som disse gaver ofte beløber sig på. De fleste af de ting, du får, er noget, der er rart at have, men ikke noget du virkelig mangler. Ligeledes får du måske en større gave af dine forældre og bedsteforældre – måske du ønsker dig penge til en ny cykel eller jakke, men når du blot får kontanter, kommer du hurtigt til at bruge dem på alt muligt andet. Så hvorfor ikke ønske sig et gavekort til en oplevelse i stedet for? De fås ned til 50 kr. og kan kombineres eller suppleres med kontanter, hvis du lige mangler det sidste beløb. Her kan du ønske dig alt fra biografbilletter, surfertimer, spa- eller storbyferier. Det bliver en meget mere personlig gave, som du husker længe efter.

Planlæg oplevelser med veninderne/vennerne eller kæresten

Vaner er noget fanden har skabt! Ofte når vi ses med veninder eller skal finde på noget spændende at lave sammen med kæresten, ender vi med at lave det samme som sidst, netop fordi vi, i situationen, ikke lige komme på andet end det, vi plejer. Derfor så prøv at planlægge jeres dates. Med din veninde kan du aftale, at I brainstormer sammen næste gang i mødes, hvor I laver en liste med restauranter, museer, forestillinger, musikoplevelser eller andet, som I kunne tænke jer at opleve sammen. Ligeledes så aftal med kæresten, at I f.eks. hver 2 lørdag afprøver noget nyt. Måske en spøgelsestur i København, ølsmagning på Nørrebro, eller noget tredje, I aldrig prøver. I kan skiftes til at finde på og arrangere dagene.

Rejs på lavbudget

Der er rigtig gode penge at spare, hvis du er villig til at gå på kompromis med komforten. Således finder du rigtig mange udmærkede overnatningsmuligheder på eksempelvis hostels, Bed&Breakfast, AirBnB, eller på Campingpladser med telt. Overnatningen er ofte det dyreste på rejsebudgettet, hvilket egentlig er dumt, nu du er kommet til landet for at være ude og opleve stedet – ikke ligge i sengen og se TV. Det kan også betale sig at finde et sted, hvor du har mulighed for at bruge køkkenet, således kan du lave nogle af dine måltider selv. Planlæg at besøge nye lande i lavsæsonen, hvor du får mere for pengene og bedre service. Derudover så er der et hav af afbudsrejser eller flybilletter, som du kan få til næsten ingen penge, hvis du har is i maven og kan vente til sidste øjeblik med at kende destinationen. Som studerende er det nemmere at tage en spontan rejse nu og da, mens man med fuldtidsarbejde skal planlægge lidt forud. Det kan du dog sagtens gøre udenfor højsæsonen. Hvad med en sommerferie i September i stedet for i industriferien? Ved at tænke økonomisk, kan du hurtigt spare et par tusinde på en uges ferie, hvilket allerede dér giver dig mulighed for endnu en ferie.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *