Nyheder Rejsetips

3 alternative overnatningsmuligheder på ferien

Feriebudgettet kan hurtigt få ben at gå på, når du skal finde hotel til ferien – specielt i højsæsonen kommer du nemt til at betale mere end dobbelt så meget for en overnatning som normalt. Det er dejligt at rejse, men det er lidt sjovere, når der også er penge til fornøjelser, når du endelig når din feriedestination. Vi har derfor fundet 3 alternative overnatningsmuligheder, som du med fordel kan undersøge, når ferien skal bookes.

1) Hostel

Når du tænker på et hostel, får du sikkert billeder op af “bunkbeds” og sovesale, unge backpackere, der larmer og fester til langt ud på de lyse nattetimer og flere skrækscenarier i den dur. Hostels kan dog sagtens være så meget andet. På de fleste hostels er der mulighed for både at booke eneværelse, dobbeltværelse og trippleværelse til yderst fornuftige priser. Desuden behøver du ikke booke værelse på hostels flere måneder forinden, men kan nøjes med at gøre det et par uger eller dage før ankomst. På hostels.com kan du finde en samlet oversigt over udbudet, og derudover kan du ofte finde gode anbefalinger i en lonelyplanet guidebog, som du kan låne på biblioteket eller kigge i hos boghandleren.

2) Airbnb

Du kan umuligt have undgået at høre om Airbnb, men derfra og så til at afprøve det, kan kræve lidt overtalelse. Igennem Airbnb bor du hos privatpersoner, der udlejer et værelse eller hele/dele af deres lejlighed. Måske du sidder og tænker, at det er grænseoverskridende at skulle bo under tag med en vild fremmed, men Airbnb gør det muligt for besøgende og udlejere at bedømme deres gæster/værter. Du kan derfor gå ind og læse om, hvem din vært er, og hvilke oplevelser andre har haft med denne vært. Priserne på Airbnb er en del lavere end hoteller på samme placeringer, og derudover får du en mere autentisk oplevelse af landet/byen. Nogle steder har du desuden mulighed for at benytte køkkenet, hvor du kan tilberede enkelte eller flere måltider og derigennem spare penge på madbudgettet.

3) Telt og bungalows

Selvom du ikke ser dig selv som en camping type, er der på campingpladser også mulighed for andet overnatning end i en medbragt campingvogn. Afhængig af hvad du vil betale, kan du få alt fra et telt til en bungalow med eget køkken og bad. Herudover finder du på campingpladser ofte legekammerater til de mindste, legepladser og lejlighedsvis en pool.

Er du et vanemenneske, som ikke kan forlige dig med tanken om andet end en dejlig blød hotelseng og daglig rengøring, kan du alliere dig med is i maven og vente med at booke hotel til en dag eller to før afrejse. Her kan du være heldig at finde ledige hotelværelser med 30-70% rabat eksempelvis via booking.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *